Uanset politisk ståsted, så vil jeg anbefale enhver at tage et år som frivillig hos Dansk Røde Kors på et af de mange danske asylcentre, drevet af Røde Kors med statsfinansiering. Lige en advarsel inden du melder dig som frivillig, det kan give dig et nyt syn på livet og både glæder og sorger.

Det gav mening, men arbejdet som frivillig blev for hårdt psykisk.

I denne leder fortæller jeg hvad et år tilknyttet et dansk asylcenter gjorde ved mig personligt og professionelt. 

Leder af Oskar Verdoner Møller.

Syrien

Derfor stoppede jeg

Lidt utraditionelt vil jeg starte med slutningen og fortælle dig hvorfor jeg stoppede, og hvad jeg tog med mig. I mit vejlensiske liv som selvstændig og jurastuderende, er jeg i trygge rammer, både fysisk og økonomisk. Derfor har jeg også muligheden for at udvikle min egen virksomhed, sammen med mine dygtige kolleger og samtidig få en videregående uddannelse. Jeg tænkte at jeg ville give tilbage til samfundet, lave noget der giver mening for nogen, uden fokus på økonomisk vinding.

Det gav mening, men arbejdet som frivillig blev for hårdt psykisk. Selvom livshistorierne er virkeligheden for mange mennesker i verden, blev traumatiske førstehåndsberetninger fra asylansøgere, følelsen af afmagt og menneskers håbløse situationer for meget at forholde sig til. Alligevel vil jeg ikke have været oplevelsen foruden. Jeg har fået større forståelse og respekt for frivilliges arbejde, er blevet bedre til at håndtere sorg og afmagt, og møder flygtninge med et nyt syn. Det har siden gjort det nemmere for mig at håndtere den menneskelige del, af arbejdet ved Retshjælpen og som leder for mine ansatte.

Udflugtsgruppen som aktivitet

Der er mange forskellige grupper af frivillige tilknyttet et asylcenter. Disse er opdelt efter aktiviteter, som f.eks. sprogcaféer, tøjsortering og selvfølgelig udflugtsgruppen. Sidst nævnte aktivitet var den jeg startede ud i, og som jeg hurtigt blev aktivitetsleder for. Der skal ikke så meget til for at blive leder, man skal egentlig mest bare være motiveret for at påtage sig rollen.

“Jeg fattede ikke en skid, men hun blev ved med at fortælle og det var egentligt meget hyggeligt.”

Hvad lavede vi så i udflugtsgruppen? Jo, ret beset fik vi nøglerne til en minibus eller to, med plads til 9 mennesker. Så havde vi både friheden og ansvaret til at planlægge og effektuere udflugter, for det meste i weekenderne.

Udflugtsmålet var valgfrit, men med tanke på målgruppen. Et knapt så velegnet udflugtsmål var til eksempel, Sankt Hans aften med fyrværkeri, som en anden frivillig med begrænset succes havde gennemført, med det resultat at deltagerne sad som skræmte fra vid og sans pakket sammen i bussen hele aftenen.

Oskar

Jeg selv har haft mange forskellige udflugter, med store succes og med knap så stor succes. Et af mine personlige yndlings udflugtsmål var en god gåtur ved vandet. Der er som regel altid én af deltagerne der kan engelsk, omend begrænset, men hold da fest en lang samtale man kan have med et fremmed menneske uden at tale samme sprog. Husker specielt en gåtur på stranden med en dame på alder med min mor, der pludseligt fik lyst til at snakke med mig; Jeg fattede ikke en skid, men hun blev ved med at fortælle og det var egentligt meget hyggeligt.

Som aktivitetsleder lagde jeg vægt på sidemandsoplæring og vurdering. Det vil sige, at første udflugt skulle foregå med en erfaren frivillig fra gruppen, der både skulle lære fra sig men også bedømme den nye i relationen til deltagerne. Det er vigtigt at man som turleder er rolig og kan overskue svære og til tider udfordrende situationer. Med turdeltagere fra et asylcenter, der har været enten 1 dag eller 2 år på forskellige centre i Danmark, er det svært at vide hvad det lige er der giver flashback til krig, eller rusker op i et familiesavn, sorg og afmagt. Man skal være forberedt på det uventede. Jeg har haft unge mænd der er brudt sammen under et spil badminton, og har måttet lægge ører til førstehåndsberetninger fra grædende mænd på min egen alder.  

Trods dette, vil jeg aldrig have været min tid ved Røde Kors foruden. Er stolt og glad for de bekendtskaber jeg har gjort mig undervejs. Hvad enten det er nye danskere eller andre frivillige i en stor organisation.


Introduktion til Røde Kors Asylcenter

“Medmenneskelighed i praksis” og “introduktion til Røde Kors” er de kurser man som ny frivillig i organisationen bliver kastet ud i. De skal 1. give deltageren en forståelse og baggrundsviden for Røde Kors arbejdet og 2. klæde den frivillige på til den konkrete målgruppe som eksempelvis traumatiserede asylansøgere på et center.

Det er nogle gode kurser, der afholdes af erfarne frivillige med baggrunde som psykolog eller pædagog. Introduktionen foregik ved en kompetent frivillighedskoordinator ansat på asylcentret. Denne er efterfølgende desværre sparet væk.

Ønsker du selv at prøve kræfter med frivilligt arbejde hos Dansk Røde Kors, så kan du læse mere på “bliv frivillig” og blive kontaktet af en Røde Kors medarbejder.

Reklamevideo fra Oskar’s virksomhed Vandreshoppen.dk:

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here