Nu kan kunderne igen flyve mellem Aarhus og København

0
1441
Nordic Seaplanes første afgang efter Corona nedlukningen
Som det første flyselskab efter en lang Corona nedlukning flyver NORDIC Seaplanes igen rutefart mellem Aarhus og København. Første afgang var onsdag den 7. april kl. 7.00 med kurs mod København, hvor vandflyet landede 45 minutter senere ved Nordre Toldbod.

NORDIC Seaplanes åbnede som det første flyselskab op for rutefart mellem Aarhus og København efter en lang Corona nedlukning. Det skete onsdag den 7. april med de sædvanlige morgenafgange fra Aarhus klokken 7.00 og 8.15 fra København.

Nu må vi mødes igen

”Vi kan mærke, at kunderne igen begynder at efterspørge den hurtige og effektive transportform, som luftfart giver. I takt med, at Danmark åbner mere op, lemper virksomhederne også deres rejse- og møderestriktioner, og det kunne vi tydeligt se på dagens første afgang, hvor passagerbelægningen var på 60%. Det er vi godt tilfredse med, men vi er alligevel forsigtige i starten, hvor vi har valgt at flyve efter en reduceret fartplan, hvilket betyder, at vi letter fra Aarhus og København om morgenen og returnerer sidst på dagen” udtaler Peter Elbæk salgs- og marketingchef hos NORDIC Seaplanes. ”Og med regeringens og sundhedsstyrelsen seneste udmeldinger omkring lempelse af forsamlingsforbuddet, så er optimismebarometeret vokset positivt.” 

Ny gate i Aarhus

Aarhus Havn er i rivende udvikling og en af havnens store virksomheder er APM Terminals. De behøver mere areal, og derfor er NORDIC Seaplanes gamle bassin, ved at blive indvundet til nyt land. I stedet er lufthavnen flyttet til et nyt bassin, der ligger lige ved siden af Molslinjen. Her er der også bygget ny gate og etableret gratis parkeringspladser. ”Vi glæder os i den grad til at byde kunderne velkommen i de nye omgivelser. Det er en lille skøn oase med bedre faciliteter og med en pragtfuld udsigt til det, det hele drejer sig om: havet, vandflyet og kort takeoff og bare 45 minutter senere lander passagererne midt i København. Lige ved Den Lille Havfrue og i gåafstand fra Amalienborg, Nyhavn, Strøget, Tivoli og alt det andet, vi elsker ved København.

Nordic Seaplanes ny gate i Aarhus 2
Corona nedlukningen har vi brugt konstruktivt og fået bygget en helt ny gate i Aarhus. Med den nye placering tæt ved Molslinjen vil kunderne få endnu kortere adgang til flyet og samtidig kan vi tilbyde dem bedre faciliteter i den korte ventetid før afgang.

Fra shopping til vandfly

”Det stod ikke i kortene, at jeg skulle ende i flybranchen. Jeg er uddannet indenfor reklameverdenen og efter en del år på forskellige reklamebureauer, sagde jeg ja til stillingen som marketingchef for shopping centeret City Vest ved Aarhus. Her mødte jeg Rikke, sammen lavede vi nogle flotte modeshows, og hun var ledetråden til min senere entre til flybranchen. At jeg sagde ja den dag, hun ringede, har jeg aldrig fortrudt. Jeg elsker miljøet i en innovativ virksomhed, den nære kontakt med kunderne og selvom det er en anden verden, så er jobbet stadig det samme: at drive en kundestrøm ind i butikken.

Medarbejder Peter
”Velkommen ombord, at flyve med vandfly er stærkt vanedannende, bare spørg vores kunder” siger Peter Elbæk med et smil. ”Jeg nyder mit arbejde, og tænk sig at kunne få lov til at gå på arbejde i korte bukser og klip-klapper, det forlænger sommeren”

I min fritid ror jeg kajak og kan se min arbejdsplads fra stranden, så måske en dag, sætter jeg kajakken i vandet og roer på arbejde…..”

Fakta:

NORDIC Seaplanes flyver mellem Aarhus Havn og Nordre Toldbod i København på bare 45 minutter.

Ruten har eksisteret siden maj 2016. Vandflyet er af typen Twin Otter, et canadisk bygget fly af typen STOL, som betyder ”Short takeoff and landing”. En flytype, der er meget velegnet til det danske vejr og specielt for et vandfly, der skal lette og lande på vand.

Pris for en enkeltbillet er 1.897 kr. og om sommeren kan man købe flyvende sightseeingture over Aarhus og København for kun 697 kr.

 

Nyhedskaptajnen siger tak til Peter fra Nordic Seaplanes for denne historie!